Politikere fremstiller mennesker med handicap som snyltere

I vores studie fandt vi flere eksempler på, at børn og unge med handicap internaliserer gøgeungeretorikken og italesætter sig selv om en "byrde" eller "belastning", og at de udvikler skyld- og skamfølelse.

De følelser er ikke kun et problem, fordi det skaber mistrivsel og lidelse i børnenes og de unges liv, men også, fordi følelserne ændrer deres lyst til og mod på at deltage og engagere sig i aktiviteter, der er med til at udvikle dem som mennesker. De trækker sig og isolerer med andre ord sig selv – alt sammen med yderligere eksklusion, ensomhed og mistrivsel til følge.

Gøgeungeretorik har altså både en direkte diskriminerende dimension, der indebærer den nedsættende og devaluerende retorik, og en indirekte dimension, der indebærer, at børn og unge internaliserer diskriminationen, udvikler skyld- og skamfølelse og praktiserer forskellige former for "selv-eksklusion".

Flere udenlandske studier finder, at gøgeungeretorik, eller lignende former for retorik, er et udtryk for en fjendtlig indstilling over for mennesker med handicap, hvilket risikerer at øge antallet af mennesker, der bliver udsat for hadtale og hadforbrydelser.

Det er et problem, fordi mennesker med handicap i forvejen er i højere risiko for at blive udsat for fysisk og psykisk vold.

Spiser et samfund ikke sig selv, hvis det fremstiller omsorg, altså det, som er betingelsen for vedligeholdelsen af livet, som en udgift?

Emil Søbjerg Falster

Én af årsagerne til dét er blandt andet, at når politikere og andre magtfulde aktører fremstiller og positionerer en bestemt gruppe som årsagen til, at andre befolkningsgruppers velfærd forringes eller dehumaniserer dem ved at fremstille dem som dyr, da opstår der en risiko for at hadtale bliver mere og mere normaliseret og opfattes som mere legitimt.

Med andre ord: Gøgeungeretorik skaber had og sætter befolkningsgrupper op mod hinanden, hvilket underminerer solidariteten på tværs af samfundet.

Ud over ovenstående devaluerer retorikken den omsorg, som mennesker med handicap er afhængige af at modtage, hvis de skal have mulighed for at vedligeholde deres krop, trives og deltage i samfundet.

Når omsorg fremstilles som en udgift, nedskrives værdien af selvsamme, og vi bliver blinde over for, at omsorg er forudsætningen for alt andet.

Der er imidlertid forskel på, hvem der møder og modtager omsorg. Nogle er den værdig, mens det tilsyneladende ikke er tilfældet for andre, og her informerer gøgeungeretorikken med hjerteskærende klarhed, hvem de "andre" er.

Men surprise: Mennesker – og ikke kun dem med handicap – får ikke en uddannelse, et job eller trivselsfulde liv, hvis de ikke mødes med omsorg. Omsorg kan aldrig være den "udgift", som vi igen og igen får fortalt i medierne og i den offentlige debat. Intet liv uden omsorg.

Spiser et samfund ikke sig selv, hvis det fremstiller omsorg, altså det, som er betingelsen for vedligeholdelsen af livet, som en udgift?

Gøgeungeretorik er skadeligt og devaluerer omsorg. Men hvad er alternativet? Hvorfor er det, vi altid tænker på mennesker med handicap som en udgift, og kunne vi tænke anderledes?

Kan vi faktisk blive klogere af "at tænke med handicap" fremfor imod? De spørgsmål besvarer jeg i min næste klumme.